16 august
USDA spår stor global kornhøst igen i år - se artikel fra Jyllands-Posten
Årets globale høst bliver den største nogensinde. Produktionen af både hvede og majs tordner i vejret. Det kommer til at presse priserne.

Det amerikanske landbrugsministerium (USDA) har foretaget en kæmpe opjustering og venter nu, at den globale høst bliver den i særklasse største nogensinde.

Både hvede-og majshøsten ventes at blive rekordstor, hvilket vil presse priserne det kommende år.

»Det er en overraskende voldsom opjustering. Der er alt for meget hvede i verden.

De globale lagre kommer helt op på at udgøre 34 pct. af forbruget, hvilket er et vanvittigt højt niveau. Man skal helt tilbage til 2001 og 1987 for at finde lagre, som kortvarigt var lige så store,« fortæller markedsanalytiker Hans Fink, Agromarkets.

Det er ikke kun lagrene af hvede, der bugner.

»Også den samlede produktion af korn ventes at blive rekordstor, og målt i procent af produktionen ventes lagrene at blive de største siden 2001 og 1980. Kornpriserne er allerede relativt lave, men det kan ikke udelukkes, at de falder yderligere, hvis høsten virkelig bliver så stor, som estimaterne fra det amerikanske landbrugsministerium nu indikerer,« vurderer Hans Fink.

Mens landmændene i bl. a.

USA og Rusland høster rekordudbytter, ser høsten i EU - herunder Danmark - ud til at blive elendig.

»Det vil sige, at de danske landmænd først får en lussing på den ene side af hovedet i form af dårlige lokale høstudbytter. Dernæst får de en lussing på den anden side af hovedet i form af lave priser, som er en følge af den store globale høst,« siger Klaus M. Ravn, markedsanalytiker ved Agrocura.

Priser trækkes med ned

Han vurderer, at prisen på EU-korn vil blive trukket med ned af de lave priser ude på det overforsynede verdensmarked.

»Selv om høsten i EU har været dårlig, skal man næppe sætte næsen op efter nogen særlig prispræmie på korn fra Europa. EU eksporterer også korn ud på verdensmarkedet, og derfor vil priserne i Europa blive trukket med ned af verdensmarkedet,« mener Klaus M. Ravn.

Kombinationen af lavere udbytter og lavere priser kan reducere værdien af årets danske høst med op mod 1,8 mia. kr.

Det er ubetinget negativt for kornproducenterne, mens svineavlerne og mælkeproducenterne på kort sigt kan glæde sig over billigere foder.

»Problemet er bare, at lavere foderomkostninger alt andet lige også resulterer i lavere priser på mælk og svinekød.

Derfor ville det på bare lidt længere sigt afgjort være bedre for dansk landbrug, hvis kornpriserne var stigende og kunne trække de øvrige produktpriser med op,« siger Hans Fink, Agromarkets.

Hos Agrocom betegner markedsanalytiker Palle Jakobsen opjusteringen fra USDA som en af de mere spektakulære af slagsen.

»Der er ingen tvivl om, at den globale høst bliver meget stor, men det kan vise sig, at USDA trods alt sigter for højt. Ministeriet er meget aggressivt i opjusteringerne af forventningerne til bl. a.

den russiske høst og meget forsigtigt i nedjusteringerne af EU-høsten,« siger Palle Jakobsen.