KONFERENCE - Det går for godt i USA til, at den nuværende korrektion på aktiemarkedet udvikler sig til en decideret nedtur, vurderer cheføkonomen Jens Schjerning. Usikkerheden er dog stor, understreger han.
Se også artiklen i EffektivtLandbrug
»Fuld gas på verdensøkonomien to til tre år endnu«. Sådan lød overskriften til et indlæg, som Jens Schjerning, cheføkonom i Agrocura, holdt i går på Munkebjerg Hotel i Vejle.
Siden programmet for konferencen gik i trykken, er usikkerheden dog steget betydeligt, erkendte cheføkonomen, der i går var sjældent set forsigtig i sine forudsigelser om den økonomiske udvikling.
Jens Schjerning hæfter sig dog først og fremmest ved, at det går økonomisk godt i USA for tiden.
De såkaldte ledende indikatorer, som giver indikationer på, hvad der skal ske i økonomien i den kommende tid, peger lidt opad, fortalte han.
Og det er gode nyheder for den globale økonomi, fordi USA er så stor en økonomi, at den økonomiske udvikling i landet reelt styrer hele verdens økonomi.
-Derfor burde den nuværende korrektion på aktiemarkedet kun være netop en korrektion. Det er aldrig før sket, at aktiemarkedet er kollapset samtidig med, at de ledende indikatorer peger opad. Men omvendt er det måske nu, at det for første gang skal ske, pointerede Jens Schjerning.
Knivsæg
Cheføkonomen vurderer, at hvis aktiemarkedet ikke retter sig op nu, så kan lavkonjunkturen være en realitet inden for to-tre år og måske endda hurtigere end det.
-Aktiemarkedet ligger lige nu på en knivsæg. Det skal køre op nu, ellers kan vi være på vej i recession, sagde han.
Jens Schjernings tror dog mest på, at opsvinget i USA fortsætter og vil slå den hidtidige rekord for det længst varende opsving nogensinde. Det vil i givet fald ske til næste sommer.
-Den amerikanske økonomi begynder at vise tegn på, at den er på vej til at overophede, men det betyder ikke, at den går ned i morgen.
Processen kan stå på i to-tre år, hvor virksomhedernes indtjening vil komme under stigende pres på grund af stigninger i deres omkostninger - lønninger, osv. Det vil i sidste ende kvæle højkonjunkturen, og så får vi en lavkonjunktur, sagde Jens Schjerning, og tilføjede: -Med andre ord er vi i gang med den sidste del af højkonjunkturen.
Næste recession
I Europa går det noget mere trægt, fordi vi her kæmper med Brexit, en italiensk statsgæld på 130 procent, usikkerhed om, hvad der skal ske med de sydeuropæiske landes massive gæld, m. v.
Trods udfordringerne tror Jens Schjerning, at renterne kommer til at stige, inden næste lavkonjunktur rammer.
Når den næste recession kommer, vil den blive forholdsvis mild, vurderer han.
-Den kan komme til at gå hårdt ud over aktiemarkedet, men ikke så meget ejendomsmarkedet, lød cheføkonomens vurdering.
Her er risikoen
På konferencen i går opfordrede eksperterne fra Agrocura de 230 deltagere til ikke kun at fokusere på renterisikoen, men deres virksomheds samlede risiko.
Eksempelvis har en svineproducent en langt større risiko på faktorer som svinenoteringen og kornog sojaindkøb, end på renten, lød budskabet.
I yderste konsekvens kan de økonomiske konsekvenser være enorme.
Eksempelvis kan en svineproducent, der budgetterer med et årsresultat på 1,25 millioner kroner, komme ud for, at resultatet kan svinge med 6-7 millioner kroner, hvis markederne går grassat, fremgik det.
Det tæller helt klart som et plus i banken, hvis man viser, at man er opmærksom på virksomhedens risici, understregede Jens Kornbeck, analytiker i Agrocura.
-Ved at italesætte sine egne risici over for banken er man allerede i gang med at føre en dialog, som kan blive en løftestang for at få bedre vilkår i banken, sagde han.
Forsikring
Agrocura-eksperterne anbefaler landmændene at forsikre sig mod store udsving i markederne ved at købe optioner, m. v.
Det kan vise sig at blive en god forretning for nogle, mens det kan betyde liv eller død for andre. Det samlede landbrug har således haft underskud på bundlinjen i syv ud af de seneste ti år, og det akkumulerede underskud er 19,7 milliarder kroner, fremgik det af konferencen.
Kategorier:
Konjunktur
Aktier