Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at landbrugets finansielle aktiver er øget med syv mia. kr. i 2019.
Læs også artiklen på LandbrugsAvisen.dk
En lille million i værdipapirer og en stor halv million i banken. Så meget - eller så lidt - har den danske landmand i gennemsnit stående i det, der under ét kaldes finansielle aktiver. Det er syv mia. kr. mere end ved årets begyndelse.
Helt nøjagtig havde den gennemsnitlige danske landmand ved udgangen af 2019 972.000 kr. stående i aktier og obligationer og 588.700 kr. i banken i form af indlån og kassebeholdning - det vil i praksis sige kassekredit.
"2019 har været et godt år for især griseproducenterne, og jeg gætter på, at de fleste har fået betalt kassekreditten ned. Vi snakker tit om de her 20 pct. af landmændene, der klarer sig dårligt, men i hvert fald har størstedelen af griseproducenterne tjener rigtig mange penge i 2019, og 2020 ser også ud til at blive et relativt godt år for dem. Vi har kunder, der har to- og tre-cifrede millionbeløb stående i banken", siger direktør Hans Vigen i rådgivningsfirmaet Agrocura A/S.
Stigning på 15,7 procent
Lægger man tallene sammen, så har de danske landmænd - dem er der i 25.218 af, når man betragter heltids- og deltidslandmænd under ét - 39,4 mia. kr. i likvide midler. Det vil sige penge, der på den ene eller anden vis nemt og hurtigt kan omsættes.
Overskydende penge på kassekreditten er dog ikke rimeligt at tælle med som overskydende penge i investeringsforstand. Men da Danmarks Statistik ikke skelner mellem indlån og kassekredit, må man nøjes med det kvalificerede bud, at griseproducenterne, der har haft et fantastisk 2019, sikkert ikke har en særlig stor kassekredit længere, mens mælkeproducenterne nok stadig har deres.
I begyndelsen af 2019 var beløbet på 34 mia. kr., så i alt er der tale om en stigning i landmændenes likvider på 15,7 pct. Det viser tallene fra Danmarks Statistik (DS), der har opgjort driftsregnskaberne fra samtlige danske landbrug. De kan findes her
Kigger man på heltidsbedrifter og deltidsbedrifter hver for sig, så har de knap 9.000 heltidslandmænd halvdelen af de finansielle aktiver og de godt 16.000 deltidslandmænd den anden.
"Mit råd er at lade pengene stå i banken som en billig forsikring mod dårlige tider. Sker det værst tænkelige, at svinepesten kommer til Danmark, vil bankerne være overordentligt lykkelige for, at man har lavet ekstraordinære afviklinger. Jeg tror ikke på, at de på det tidspunkt vil udvide eller genetablere de indfriede faciliteter. Som landmand skal man holde på den likviditet, man har opnået. Den får du ikke lov til at låne igen" siger Hans Vigen.
Kategorier:
Finans
Konjunktur
Griseproducenter