Det er vigtigt at få en individuel vurdering på hele ejendommens areal, ligesom alle risici skal diskuteres grundigt igennem.
Se også artiklen i Landbrugsavisen.
Nu er muligheden lanceret for at forsikre mod udbyttetab på korn og raps på baggrund af vejrligs-forhold.
Men kan det nu betale sig? I hvert fald er det vigtigt, at der laves en individuel vurdering på ejendommen og vurdere indsats i forhold til risici.
KLIMAFORANDRINGER TÆNKES IND En sådan forsikring dækker mod tørke, vand, herunder skybrud, frost, sne, tø, skypumpe, hagl insekter/ skadedyr og jord/ sandfygning.
Med de klimaforandringer, som vi ser i øjeblikket, hvor vi i en længere periode kan opleve tørke/ regnfulde perioder, kan denne mulighed tænkes ind på ens ejendom. Er man nyetableret, og dermed er sårbar overfor en dårlig høst, fjerner man risikoen for evt. tab af manglende udbytter.
Det er meget individuelt, om man skal tegne en sådan forsikring, hvor specielt jordtypen også spiller en stor rolle med tanke på svingende udbytter.
Kigger man tilbage til 2008 og 2018, ville der have været mulighed for at få erstatning for udbyttetab p. g. a. tørke, men kigger vi længere tilbage i tiden, ville en sådan forsikring ikke tjenes hjem igen.
HVORDAN OG HVAD FORSIKRES? Vælger man at forsikre sine afgrøder, skal aftalen tegnes inden d. 30. september for den kommende høst. Forsikringen kan benyttes på kornet og rapsen, men man skal være opmærksom på, at der er tale om hele ejendommens areal. Man kan ikke isoleret set kun forsikre en afgrødetype! Præmien, der skal betales, for korn er 145,00 kr. pr. ha og raps 295,00 kr.
pr. ha. Og med + 20 procent for økologi.
Dækningsgraden kan højst udgøre 80 procent af et udbyttetab. Det betyder, at en udbyttenedgang på op til 20 procent er forsikringstagerens egen risiko.
HVORNÅR HAR VI TØRKE?
Hvad forbindes med tørke i vækstsæson: Fra 0-7 uger efter såning: Mindst 14 sammenhængende dage med mindre end 1 mm nedbør, hvor de 14 sammenhængende dage starter forfra, såfremt der kommer 1 mm på en dag midt i perioden.
Fra 8 uger efter såning til høst: Mindst 14 sammenhængende dage med mindre end 1 mm nedbør.
Tørken skal medføre påviselige skader på afgrøderne.
VI REGNER PÅ TALLENE
Vi tager udgangspunkt i et tænkt eksempel: Vi forsikrer 140 ha korn og 30 ha raps.
Den totale præmie bliver 29.150,00 kr. for hele ejendommens areal for et år.
Gør vi det over en 10 årige periode, betaler vi 291.500,00 kr. i præmie.
Med en kornpris på 120,00 kr. i gennemsnit over 10 år, skal vi have udbetalt en erstatning på minimum 1.450 kg. korn pr. ha på hele kornarealet, før præmien er betalt tilbage over de ti år.
Når det gælder raps, skal vi have udbetalt en erstatning på minimum 3.200 kg. pr. ha for hele rapsarealet inden for de 10 år.
Kategorier:
Råvarer