Et markant inflationsfald venter

Simuleringsmodeller indikerer, at inflationen i f.eks. EU og USA nu er toppet og fra foråret 2022 vil falde. Derved vil en stor bekymring forsvinde i 2022. Det vil f.eks. medføre et gensyn med en 30-årig 1 pct. realkreditobligation i kurs 100 - eller måske noget, der er endnu lavere.

Artiklen er fra Landbrugsavisen - TENDENS

Dato: 17.01.22

Beregningerne lyver ikke

De bedste nationaløkonomiske analytikere og simuleringsmodeller indikerer, at inflationen i f.eks. EU og USA nu er toppet og fra foråret 2022 vil falde. F.eks. mener Goldman Sachs, at kerneinflationen vil være nogenlunde uændret frem til maj måned og derefter falde til ca. 2,3 pct. sidst på året. Det er jeg fuldstændig enig i.

Derfor har vi i Agrocura kigget nærmere på inflationsvendingen. I vedlagte graf ses kerneinflationen (uden energi- og fødevarer) i USA, som p.t. ligger på 5,0 pct. Vi har i Agrocura udarbejdet et Supply Disruption Indeks. Indekset indeholder Sydkoreas chippriser, Tysklands gaspriser, kinesiske kulpriser og fragtindeks (BDI). Der er over 70 pct. sammenhæng til kerneinflationen. Supply Disruption Indeks leder kerneinflationen med 3,5 måneders forsinkelse. Supply Disruption Indeks har igen sat en top i uge 40 i 2021 og er faldet markant siden. Det betyder, at vi ca. slut januar bør se en vending i inflationen. Og det bliver en markant vending.

 

Politiske udmeldinger

Der er stor nervøsitet omkring renten i 2022 jf. overstående inflationsbekymring. Mange banker har en klar forventning om, at den amerikanske centralbank FED har sat renten op én eller flere gange inden jul 2022. En del forventer tre rentestigninger, efter at Fed har slukket deres seddelpresser marts 2022. Markedets samlede forventning er kun på 2 pct., for at renten ikke er hævet til kommende jul.

Men vi skal tilbage til en spændende artikel fra Nationalbanken (udgivet i 4. kvartal 2005). Hvert år til refinansiering af vores flexlån kom bankerne med deres bud på renten i det kommende år. Bankerne gættede stort set konstant på stigende rente, selv om virkeligheden var en anden. Det husker vi alle sammen stadig rigtig godt. Nationalbanken skrev en blød konklusion, da det var en analyse af deres egen branche. Sat lidt på spidsen og skrevet på jysk, stod der, at bankerne tog fejl 9 ud af 10 gange på forudsigelsen af renten.

Du siger, inflationen falder

Den almindelige inflation i USA hedder hele 6,8 pct. Dernæst handler den 30-årige statsrente omkring de 2,00 pct. Det må være en historisk forskel mellem den længste statsrente og inflation. Altså på længere sigt kan dette forhold ikke lade sig gøre. Hvem handler renten? Ja, det gør vi mennesker. Hvis vi tror på inflationen, havde vi handlet den 30-årige statsrente i USA omkring nuværende inflation, altså på ca. 6,8 pct. Investorer, som køber stats- og realkreditobligationer, køber fortsat godt ind på obligationsmarkedet. Havde investorer troet på en stigende inflation og dermed rente, havde de holdt sig langt mere væk fra investeringer i obligationer.

Europa kontra USA

Jeg kan selvfølgelig ikke love, at USA lige præcis når at hæve renten en eller to gange, før inflationen for alvor falder sammen. USA vil så senere sætte den ned igen. Sammenlignet med FED er rentemøder i ECB næsten ubetydelige eventer. Centralbankchefen, Christine Lagarde, har flere gange gjort meget ud af, at banken ikke kommer til at overreagere på nuværende høje inflationstal, da mere end halvdelen af de 4,9 pct. i inflationen er transitorisk, altså består af energi og transportudvikling. Skal vi have stigende renter i Europa, er det derfor noget, vi skal importere andetstedsfra.

Goldman Sachs mener, at kerneinflationen vil være nogenlunde uændret frem til maj måned og derefter falde til ca. 2,3 pct. sidst på året.

Jens Schjerning Jens Schjerning
Cheføkonom, HD-F 32671519
21425620
[email protected]

Kategorier:
Finans Konjunktur Økonomi