-Nu får planteavlerne en god pris i 2018, men de er nødt til at tænke 2019 ind også. Og hvis priserne stiger lidt yderligere i løbet af vinteren, så er det med at fastholde den pris til 2019, understreger han, og tilføjer: -Som det ser ud nu, er pristendensen fortsat i opadgående retning. Det er ikke umuligt, at møllehvede senest i efteråret eller vinter kan ramme 210 euro/ ton eller måske endda 230 euro/ ton.
-Men omvendt skal man ikke tro, at vi bare skal yderligere op næste år.
En høj pris betyder nemlig, at mange planteavlere løber efter det høje dækningsbidrag, og så kan prisen eventuelt falde markant næste år.
Optioner
Løsningen er at lave en option, mener Jens Schjerning.
-Hvis du laver en option til 135 kroner og betaler 8 kroner for den, så har du sikret dig en minimumspris i dit budget. Så er der ingen, der kan tage den pris fra dig. Skulle der så komme en tørke næste år igen, hvor prisen render i 160-180 kroner, så kan du bare gå ud i markedet og sælge til den pris, lyder det fra rådgiveren, der henviser til, at option er en ret, men ikke en pligt.
Agrocura har tidligere også anbefalet købere af foder at have øje for optionerne.
-Oftest er korn dyrest i 2. kvartal og billigst i 3. kvartal. I år er dette forhold ikke opfyldt, og de, som har lavet optioner hen over vinteren, herunder helt frem til juni måned, får en super afdækning af deres foderindkøb til høsten 2019, siger Jens Schjerning.
Finansiel rådgivning om handel med optioner kræver certificering til at rådgive om såkaldt »røde« investeringsprodukter, hvilket Agrocura har.