På det seneste OPEC+-møde, afholdt torsdag den 5. december 2024, besluttede alliancen at udskyde de planlagte produktionsforøgelser af olie. Denne beslutning kommer som reaktion på en svagere end forventet efterspørgsel og øget produktion fra lande uden for alliancen, hvilket har holdt oliepriserne på et lavt niveau.
Otte medlemslande, herunder Saudi-Arabien, Rusland og De Forenede Arabiske Emirater (UAE), besluttede at udskyde starten på en planlagt genindfasning af olieproduktionen. Den oprindelige plan om at øge produktionen med 2,2 millioner tønder dagligt fra januar 2025 er nu udsat til april 2025. Derudover blev perioden for produktionsforøgelsen forlænget fra 12 til 18 måneder, hvilket betyder, at stigningen nu vil strække sig frem til september 2026. Derfor vil der i perioden blive indfaset 135.000 tønder mere om dagen pr. måned i stedet for 180.000 tønder mere dagligt, netop på grund af den længere indfasningsperiode.
UAE, som tidligere havde forhandlet en forøgelse af deres produktionskvote på 300.000 tønder dagligt fra januar 2025, har også indgået en aftale om at udskyde denne til april 2025. Ændringen repræsenterer en vigtig sejr for Saudi-Arabien, der arbejder for at bevare stabilitet inden for alliancen.
Som jeg skrev om inden OPEC-mødet i artiklen »Hvor skal olieprisen hen i 2025? « fra den 27. november, så er der ikke meget kraft i opadgående retning for olieprisen. Det er den altoverskyggende grund til at man har udskudt produktionsindfasningen flere gange. Først fra oktober til december, så fra december til januar og nu fra januar til april.
Derudover var vi også inde på oliebalancen som den største faktor for olieprisudviklingen i 2025, og med denne nye indfasningsplan, så sker der noget på denne del. Ifølge prognoser fra Energy Intelligence, ville en uændret genopretning i januar 2025 have ført til et udbud på 1,8 millioner tønder dagligt over efterspørgslen. Den nye plan reducerer denne risiko betydeligt og anslår et mere håndterbart overskud på 1,2 millioner tønder dagligt i gennemsnit for 2025.
Med denne nye plan for indfasning af produktionen, hvor det skal gå langsommere med at komme tilbage på fuld styrke og hvor selve starten for denne indfasning er udskudt endnu engang, så burde prisreaktionerne være positive, da der vil være en mindre mængde olie til rådighed på verdensmarkedet. Men det er ikke den umiddelbare reaktion her dagen efter selve mødet. Forud for mødet var der konsensus blandt mange analytikere og følgere af oliemarkedet, at vi netop ville komme til at se denne udskydelse af indfasningen, som netop er blevet vedtaget. Derfor ser vi ikke den store prisreaktion her lige efter selve mødet.
Hvis vi ser tilbage på prisudviklingen i 2024 og holder det op imod de tidspunkter, hvor OPEC+-landene har deres møder, så er der en ret interessant sammenhæng. Som vist på grafen over prisudviklingen for brent olie her i 2024, hvor jeg har indsat tidspunktet for de 6 møder, så kommer der typisk nogle ret kraftige reaktioner i dagene efter de her møder – om det sker denne gang, er stadig for tidligt at konkludere, men personligt tror jeg ikke vi får så kraftig en reaktion i og med at udfaldet af mødet var som ventet. Hvis vi havde set det modsatte, så er jeg ret sikker på, at vi havde fået en noget større reaktion.
Men selvom vi måske ikke får den største prisreaktion denne gang, så viser prisudviklingen trods alt stadigvæk, at OPEC+-landene har en meget stor indflydelse på hvor prisen skal bevæge sig hen og de umiddelbare reaktioner på deres udmeldinger ovenpå deres møder, skal fremadrettet fortsat tages seriøst.
Kategorier:
lørdagslæsning