Der var optimisme at spore for de kommende måneders mælkepris på mødet i Aabenraa. Ifølge Ole Skovbøll Jensen, kundechef i Agrocura, kan prisen godt få et nyk opad i løbet af efteråret.
Se artikel i Effektivt Landbrug
Situationen er ifølge kundechefen blandt andet den, at bestanden af New Zealands køer falder stille og roligt, dels på grund af problemer med mycoplasma, dels af miljømæssige grunde.
Alt i alt ser Ole Skovbøll Jensen i første omgang stigende priser forude - godt understøttet af et stigende sæsonmæssigt forbrug af smør.
-Derfor kunne jeg godt se, at vi måske kunne få nogle yderligere stigninger i mælkeprisen hen over efteråret.
Og så et prisfald næste forår, når vi har de store indvejninger i EU. Og så forventer jeg en bund i markedet hen i sommeren 2019, sagde Ole Skovbøll Jensen, som konstaterer, at mælkelagrene i Kina stiger, og det samme gør bestanden af køer i EU, USA og Kina.
Ny future
Ole Skovbøll Jensen gjorde opmærksom på, at der fra 1. august kommer en ny råmælksfuture på markedet.
Det betyder, at det bliver nemmere at lave en delafdækning, og det bliver også nemmere for mindre producenter at deltage, idet man nu kan deltage med 25.000 kg om måneden, fortalte han.
-Futuresmarkedet er steget forår 2019. Så hvis man nu kunne bruge den forventede optur til afdækning af foråret - der hvor vi ved, at de store indvejninger med mælk er - så kunne det godt være interessant for at beskytte sin bundlinje, sagde Ole Skovbøll Jensen, og tilføjede: -Det er faktisk en rigtig spændende mulighed, der nu bliver åbnet op for i mælkeproduktionen.
Kategorier:
Råvarer
Mælkepriser