Mystik ved Sesvanderhaves julemøde: Og den hemmelige gæst er

Vanen tro holder Sesvanderhave sit årlige julemøde i Bangs Have ved Maribo, hvor der kommer en gæst, som holdes hemmelig indtil mødet

Se også artiklen i Landbrug Øst.

SUKKERROER Igen i år er det Henrik Møller, der har tilrettelagt og styrer forløbet, når Sesvanderhave byder til det traditionsrige julemøde på Restaurant Bangs Have i Maribo tirsdag den 3. december klokken 16.

Traditionen tro bliver det med et spændende program med flere relativt korte indlæg, som giver deltagerne meget godt stof og spændende tanker med hjem.

Henrik Møller fortæller, at man på mødet får mulighed for at høre om og smage på rom lavet af roer, høre om solceller og om økonomi og renter i dansk landbrug, men også om Sesvanderhaves bud på kommende roesorter.

-Vi ser blandt andet på økonomien i dansk landbrug og kommer ind på, hvor længe de lave renter fortsætter som en del af markedet samtidig med, at vi forsøger at give svar på, hvornår man skal lægge om til fastforrentede lån, lyder det fra Henrik Møller, der fortsætter: -Det er cheføkonom Jens Schjerning fra Agrocura, som er kendt for at være knivskarp i sine betragtninger og aldrig giver et vævende svar, der kommer med sine meninger om dansk økonomi.

På julemødet ser man også på den store interesse, der aktuelt er for solenergi.

-Vi har inviteret Better Energy til at fortælle om økonomien i at investere i solceller. Det sker med baggrund i, at vi nogle steder ser solceller mere heldigt placeret end andre, og derfor er det bedre at se på økonomi og muligheder, inden vi plaster hele Østdanmark til i solceller, påpeger Henrik Møller.


Fra roe til rom

På mødet bliver der for mange også gensyn med Jens Nyholm Thomsen, der tidligere var ansat hos NBR i Holeby.

-Jens Nyholm Thomsen, der er en gammel kending i roekredse, samarbejder nu med Ole Seidenfaden om at lave roer om til rom. Eller rom af roer om man vil. De har allerede de første flasker rom færdige og giver smagsprøver, samtidig med at de fortæller om processen fra roe til rom og videre til salg og markedsføring, forklarer Henrik Møller.

Han kommer selv med et bud på, hvordan man kan få endnu mere ud af sine roer.

-Målet om 20 tons sukker pr. hektar i 2020 er vi langt fra, selv om der er gjort mange tiltag også ad genetikkens vej. Vi ser på, hvad man kan gøre bedre, lyder det afsluttende fra Henrik Møller samtidig med, at han opfordrer interesserede i at melde sig til mødet hurtigst muligt.

-Der plejer at være rift om pladserne, og det forventer vi også i år.

Også selv om vi her ikke løfter sløret for, hvem den hemmelige gæst i julecaféen er. Det må man vente med at se til den 3. december.

Jens Schjerning Jens Schjerning
Cheføkonom, HD-F 32671519
21425620
[email protected]