Udsigterne peger mod gode svinepriser i 2021! Og specielt for smågrisene!

Første kvartal vil forblive tungt, men hvad med andet kvartal og frem? At sætte kr og øre på, hvor godt det kan blive, er en umulig opgave med alle de usikkerheder, der gør sig gældende. Men det er slet ikke utænkeligt, at de eksisterende prognoser ender med at blive for konservative!

Af: Anders Lindgren Mortensen

Hos Agrocura har vi stor tro på stigende priser, når først vinteren er overstået. Markedskræfterne virker ganske upåklageligt og sørger for, at den frygtede ekstra mængde svinekød tyskerne kommer til at stå for, bliver kanaliseret væk fra EU. Mere om det nedenfor. Dog er der forsat mange usikkerheder, som vi skal have stor respekt og gør at vi ikke kan sætte kroner og øre på forventningerne. Det afgørende bliver udviklingen i disse usikkerheder, som består af:

  • Hvornår åbner samfundet op igen?
  • Hvornår kan turismen blomstre mere op i Europa?
  • Får Tyskland en regionaliseringsaftale med asiatiske lande som Ungarn?
  • Er der andre der kan overtage tyskernes eksportmængde eller drukner?
  • Kommer der et masseforbrug på bagkanten af denne corona og handlingsfrihedskrise?
  • Får vi svinepest herhjemme i DK?

Får vi svinepest herhjemme i DK, så er der ingen tvivl om, at så kan vi godt pakke de gode udsigter langt væk. Men kan vi holde sygdommen uden for vores grænser, så er vi fra Agrocura meget optimistiske, når det gælder udsigterne for 2021.

Mere kød sendt mod Kina end frygtet

Den helt store risiko ved at tyskerne fik svinepest var, at ca. 1 mio. tons ekstra svinekød skulle finde vej til EU. Heraf 1/3 indvolde med mere, som har meget lidt værdi for os i EU, men stor værdi for specielt kineserne. Denne værdi har betydning uagtet, hvad andre aktører i markedet siger! De 300.000 vil uanset hvad hæmme potentialet op.

Når det så er sagt, så er det enormt positivt, hvor meget Danmark har været i stand til at skrue op for eksporten gennem 2020. Hele 200.000 tons mere end året før eller hele 32% stigning! Det er også en af hovedforklaringerne på, hvorfor den aktuelle slagtesvinspris kan opnås. Udfordringen her bliver dog at øge mængderne yderligere, idet frysekapaciteten synes at være opbrugt.


DK 2020 844.000 tons eksport af svinekød.

Det der gør os så optimistiske, som tilfældet er, ligger i udviklingen hos Spanien. Normalt ville vi synes, at det var træls, at vores konkurrent oplever en stigning på 43% i deres eksport, som vi kunnet have nydt godt af, såfremt vi havde frysekapaciteten. Men i dette tilfælde kan det komme os til gode, fordi denne stigning flytter ca. 0,5 mio. tons ud af EU, som vi ellers skullet have ”kæmpet” med. Og der er umiddelbart tegn på, at Spanien vil øge andelen af kapacitet til eksport.

Af de ekstra 0,87 mio. tons sendt, der er sendt ekstra ud af EU, de første 11 måneder af 2020, står Danmark og Spanien for de 0,7 mio. tons ca. Samlet set betyder det, at tyskerne kan komme til at tilfredsstille det europæiske marked, mens vi andre fortsat vil sende en stor mængde mod Kina, hvilket umiddelbart vil give luft til højere priser.

Smågrispriserne kan komme til at stige eksplosivt

Antallet af søer i både Tyskland og Holland er blevet reduceret i gennem 2020. Vi mangler de endelige tal, men foreløbige tal for de første 10 måneder tyder på, at for Holland er 75-85.000 søer ud ca. 1,04 mio. stk er taget ud af produktionen mens tallet er 95.000 søer i Tyskland ud af en bestand på 1,78 mio. stk. Sidst nævnte vil sandsynligvis ramme omkring 115.000 søer, når vi fremskriver udviklingen gennem 2020. Det er mange smågrise tyskerne ikke længere selv kan producere eller importere fra Holland.

Får vi ydermere gang i samfundet og turismen med den igangværende vaccinering mod Corona, så kan slagtesvinsproducenterne hurtigt komme på bagkanten med at få fyldt staldende op i Tyskland. Selvfølgelig er der fortsat en udbudspukkel af slagtesvin, men når slagterierne igen kan køre på fuld damp, så bliver det også nemmere at planlægge sig ud af og få fjernet denne risiko.

I vores generelle optimisme har vi ikke engang dykket ned i de positive takter, der gør sig gældende i forhold til fortsat kinesisk import gennem 2021 og måske længere. Dette vil vi dykke lidt mere ned i til vores infomøde i slutningen af februar.

Tilmeld dig infomøde ved at trykke her.