Skovlyst

Asp
Mælkeproduktion, Planteavl
Ville stå stærkest muligt, til forhandlinger med pengeinstitutter
CuraExact, licitation af finansiering, bankskifte
Morten Thøgersen Thise ejer Skovlyst, som er en mælkeproduktion med 580 årskøer og 487 hektar jord, beliggende tæt ved den lille landsby Asp, midt imellem Holstebro og Struer. Ejendommen overtog han i 2008 efter at have drevet gården i et I/S med sin tidligere arbejdsgiver i knap seks år. Gennem årene er driften blevet udvidet og efter tilføjelsen af en velfærdsstald i 2024 står ejendommen nu klar til fremtiden. Noget som ligger Morten meget på sinde.
»Selvom der for tiden sker mange ting i landbruget, og i kvægbruget i særdeleshed, så har vi en klar strategi om, at vi er en af de ejendomme, hvor der også i fremtiden skal produceres mælk. Så vi er klar på at indstille os på de krav der løbende kommer, ligesom landbruget altid har haft tradition for at gøre,« fortæller Morten.

Produktionen på Skovlyst er i dag indrettet så alle køer og kalve er samlet på én ejendom, mens kvierne er opstaldet i en forpagtet stald i nærheden. Kostalden blev i 2015 udvidet til det nuværende antal køer, og derfor er alle køer samlet i én lang stald. Det giver en rationel og simpel hverdag. Køerne malkes 3 gange dagligt i en malkestald, og der er mellem 8-10 medarbejdere beskæftiget på bedriften. At antallet varierer, skyldes at man på Skovlyst har et stort fokus på at tage del i uddannelsen af fremtidens landmænd, og derfor altid har 2-3 elever ansat som undervejs i forløbet er på skole.
»Vi har altid haft en stor glæde ved at have elever ansat, og for mig som arbejdsgiver giver det rigtig meget at kunne være med til at forme fremtidens landmænd. Det er skønt at se hvordan de unge mennesker udvikler sig og vokser med opgaverne,« fortæller den vestjyske mælkeproducent.
De 487 hektar der i dag udgør markplanen på Skovlyst består af 262 hektar ejet jord og 225 hektar forpagtet jord. Dertil kommer nogle mindre skov- og engarealer. Fokus i marken er på at have en høj selvforsyning med foder, både hvad angår grovfoder og korn. Arealerne har en god arrondering rundt omkring ejendommen, både hvad angår de ejede og forpagtede arealer.
»Som mælkeproducenter er vi ret afhængige af at kunne producere vores grovfoder selv, og selvforsyning har altid vægtet højt hos mig. Samtidig er det også vigtigt for mig at størstedelen af arealerne ligger inden for en kort afstand, for når vi i løbet af en sæson skal over en græsmark 5 gange så begynder afstanden hurtigt at betyde noget,« lyder Mortens analyse.
Selvom Morten ikke har aktuelle planer om en udvidelse af mælkeproduktionen, så er han ikke i tvivl om at det kommer i fremtiden.
»Jeg trives rigtig godt med udvikling, og der er ingen tvivl om, at hvis vi skal tilpasse os de stigende krav der bliver til fremtidens fødevareproduktion, så kommer vi også til at skulle have flere køer her på ejendommen. Heldigvis har vi også rigtig gode muligheder for at udvide her, og er endnu ikke begrænset af miljølovginingen,« fortæller han.
En udvidelse af produktionen skal dog ikke ske på bekostning af strategien om en høj selvforsyning, og derfor skal begge dele også følge med. For at stå stærkest muligt til fremtidens investeringer besluttede Morten Thise i sommeren 2025 at det var tid til at få vurderet finansieringen af friske øjne.
»I løbet af de sidste par år er der sket rigtig meget med afregningspriserne på mælk og jordpriserne i vores område, og jeg tænkte derfor at tiden var rigtig til at prøve at sende min finansiering i licitation,« forklarer Morten omkring de overvejelser der lå bag, at han kontaktede Agrocuras finansrådgiver Hans Henrik Kjær. I forvejen var Morten godt bekendt med Agrocura, da han gennem flere år har været kunde, og bl.a. benyttet firmaets råvareanbefalinger.
Kort efter første telefonsamtale satte Hans Henrik Kjær og Morten Thise hinanden stævne på Agrocuras kontor i Aabenraa, og her fik Morten rullet sine planer for virksomhedens udvikling og tankerne om en licitation af finansieringen ud. Undervejs i mødet fik Hans Henrik Kjær præsenteret Agrocuras virksomhedspræsentation, som et værktøj der kunne hjælpe Morten i dialogen med nye pengeinstitutter. Ved første øjekast var Morten dog ikke helt overbevist.
»Jeg har altid prioriteret at have tingene i orden, og derfor har vi også brugt meget tid på at lave budgetter der kunne underbygge vores strategier, ligesom jeg også altid har lavet længere ledelsesberetninger til mine regnskaber. Så jeg tænkte jo umiddelbart at der var rigeligt med materiale for en ny bank at forholde sig til,« argumenterer den vestjyske mælkeproducent.
En umiddelbar skepsis som Agrocuras finansrådgiver Hans Henrik Kjær indimellem møder når materialet bringes på banen.
»Mortens budget- og regnskabsmateriale var virkelig godt og med gode beskrivelser og forklaringer. Men når jeg tog bankrådgiverens briller på, så savnede jeg måske lidt det dybereliggende kendskab til den her virksomhed og også et indblik i hvad den langsigtede strategi var,« forklarer Hans Henrik.
Efter at have tænkt over tingene kunne Morten også godt se potentialet i virksomhedspræsentationen, og fik sat gang i processen med at få udarbejdet materialet. Et valg som han på ingen måde fortryder i dag.
»Allerede ved det første udkast kunne jeg godt se værdien i materialet. For der var rigtig mange indforståede ting i både budget og regnskaber, som nok krævede et lidt indgående kendskab til virksomheden at forstå, og her hjalp præsentationen med at skabe det. Jeg synes godt man kan sige at det lige var prikken over I’et der manglede,” forklarer Morten.
Efter nogle tilretninger kunne Morten godkende materialet. Kort efter blev det sendt af sted til et pengeinstitut som Hans Henrik vurderede kunne være et godt match for Morten.
»Selvfølgelig er de overordnede finansieringsvilkår afgørende, men sådan noget som kemi og en god relation til sin bankrådgiver er faktisk også nogle af de punkter der vægter enormt højt. Pengeinstituttet er jo faktisk den ubetingede vigtigste samarbejdspartner man har i landbruget. Derfor gør vi i Agrocura også meget ud af at vurdere vores kunder, og se hvilke medarbejdere i pengeinstitutterne som de umiddelbart kunne passe godt sammen med,« fortæller finansrådgiveren.
Efter at have modtaget virksomhedspræsentationen, budget og regnskaber gik der knap en uge inden det første møde blev afholdt mellem pengeinstituttet og Morten. Et møde, hvor virksomhedspræsentationen igen viste sit værd.
»Præsentationen fik stor ros fra bankrådgiveren, og selv om det var vores første møde, følte jeg allerede at han havde et solidt kendskab til virksomheden, hvilket gjorde at vi kunne bruge mere tid på de strategiske snakke,« fortæller Morten.
»Jeg er blevet rigtig glad for materialet fordi det giver udefrakommende mulighed for at få et hurtigt og klart overblik over vores virksomhed. Jeg er også overbevist om at når vi viser materialet frem, så fremstår vi lige en anelse mere professionelle over for vores samarbejdspartnere,« lyder det afslutningsvist fra den vestjyske mælkeproducent.
Morten Thøgersen Thise
